EN VOGN FLERE RUM

Når du designer din vogn, er det vigtigt at tænke på, hvordan livet i vognen kommer til at se ud. Hvem skal der være plads til, og hvordan skal vognen primært bruges? Er det vigtigt at kunne rede op til flere overnattende gæster, at kunne tørre vådt skitøj eller at have et fuldt udstyret køkken med ovn, komfur og mikrobølgeovn? Og i hvilken stil du vil indrette din vogn? Lad dig inspirere af vores forskellige løsninger!

Stuen – et rum med udsigt

Her er der plads til alt og alle. Det er her, vi skal kunne omgås og være sammen. Det er spisestue, TV-stue og dagligstue i ét. Sofagruppen er designet til at give plads til så mange som muligt, og du sidder med garanti dejligt på den ekstra tykke siddehynde. Den kan nemt laves om til soveplads, og så er der med et snuptag et ekstra soveværelse. Du vælger selv, hvordan stuen skal se ud. Hvilket stof eller hvilken type læder vil du have på sofaen? Hvilken slags gardiner vil du have – klassiske med bånd eller lige panelgardiner? Du vælger selv.

Køkkenet – hjemmets hjerte

I ferien skal madlavning ikke være besværligt – det skal være nemt og inspirerende. Så er et velfungerende køkken med rigelig bord- og opbevaringsplads alfa og omega. Det er der i alle vores køkkener, og der er også et vindue, som er med til at skabe en dejlig stemning. Som ekstraudstyr kan du vælge induktionskogeplade og gasovn. Med dem kan du lave nøjagtig samme mad som derhjemme. Det er dermed ikke noget problem at lave simremad eller stege juleanden.

Børneværelset – til de allervigtigste

Det skal være nemt og bekvemt at rejse med børn. Vi er langt fremme med vores børnevenlige vogne, hvor særlige børneværelsesløsninger giver børnene deres egen hule at hygge sig i bagest i vognen. Køjesenge med todelt forhæng bliver som en hule – og fås som ekstraudstyr.

Badeværelset – en mere luksuriøs følelse

Uanset planløsning får du et velindrettet badeværelse med god opbevaringsplads. Alle brusehjørner afgrænses af en smart foldevæg, som fylder minimalt. For at få mere plads kan du vælge et badeværelse i hele vognens bredde.

Soveværelset– markedets tykkeste madrasser

At sove godt i ferien burde være en selvfølge. Det er når du sover, at du oplader batterierne. I alle vores senge finder du markedets tykkeste madrasser. Sovedelens temperatur reguleres separat, og der er tydelige afskærmninger mod de andre rum. Så kan hele familien sove godt. Vil du skabe mere plads om dagen, er vores forlængede, tværgående dobbeltseng perfekt. Sengen kan indstilles i divantilstand, hvilket gør den 16 cm kortere. Den kan naturligvis fås eldrevet. Under dobbeltsengen er der et praktisk opbevaringsrum, og sengen kan løftes op, når du skal gøre rent. Hvis du vælger enkeltsenge, kan du tilvælge luksusindstillingen “morgenmad på sengen”.

Toilettet – bekvemt og drejeligt

Kassettetoilettet er en del af grundudstyret, men hvis du vil slippe for besværet med at tømme og rengøre tanken, skal du tilvælge et gasdrevet forbrændingstoilet. Det er let at holde og mere hygiejnisk. Inden toiletbesøget lægger du bare en vandtæt pose i, og derefter sker forbrændingen automatisk. Der bruges ca. 100 g gas per forbrænding. En uges brug giver omkring et par deciliter ren lugt- og bakteriefri aske, som endda kan bruges som blomstergødning. Når askeskuffen skal tømmes, slås hele toiletbrættet op.

Skriv et søgeord, og tryk på Enter for at søge